af Niklas Miranda / Anmeldelse / Marts 2024
Hvad er True Detectives identitet?
Spørgsmålet i starten af 2024 var for tredje gang om HBO kunne gentage succesen. To gange forinden var vi blevet skuffet. For nogle tog spørgsmålet måske form af, hvilken strategi HBO ville vælge i det aktuelle politiske klima. Lad os bare adressere dén elefant. Hvis du trættes af den allestedsnærværende sociale instrumentalisering og moralske selvophøjelse i disse tiders TV og film, vil du nok stejle ved det faktum, at fjerde sæsons hovedpersoner er to utroligt uafhængige, bistre, kampberedte, altid bandende og efter behag bollende kvinder. Du vil måske ufrivilligt afgive et suk ved den hierarkiske forherligelse af en form for ‘indfødt-amerikansk’ spiritualisme og fremstillingen af indfødte amerikanere som undertrykkede af store, griske firmaer.
Du vil måske rulle med øjnene ad den knap så diskrete tematiske fremstilling af Tsalal Stationen samt minen som to institutioner utvetydigt repræsenteret af miljøtilsvinende skurke. Endelig vil du måske hæve øjenbrynene i mistro, når en gruppe af skydegale, bistre, indfødt-amerikanske kvinder tager sagen i egne hænder og dræber de morderiske, miljøsvinende og konspirerende forskere på Tsalal Stationen, og at serien ender med, at hovedkaraktererne Elizabeth Danvers og Evangeline Navarro lader dem slippe afsted med det. Med det sagt er sæsonen, uafhængigt af den tydelige politiske agenda, rigeligt dårlig.
Hvad er egentlig True Detectives DNA, op i mod hvilket det kan være nyttigt at måle de enkelte sæsoner? Da den første sæson løb over skærmen i 2014, var jeg (som nok de fleste seere) dybt begejstret. Hvilket afsindigt kunstværk. Med manuskriptforfatter Nic Pizzolattos ord var første sæson en “buddy cop”-fortælling (i modsætning til tragedie-fortællingen i anden sæson). Vi måtte næsten lukke øjnene for de gnister, der fløj mellem den nihilistiske Rustin Cohle og den charmerende og lidt hyggefætter-agtige, men også utro, Martin Hart. Vi fulgte dem, mens de knoklede utrætteligt (i hvert fald Cohle) på at afsløre sandheden om de okkulte mord, alt imens de blev presset fra længere oppe ad kommandovejen til at afgive sagen af skjulte interessenter.
Deres personlige liv vævede sig ind mellem hinandens og ind i selve sagen, og mod enden af deres tid som detektiver faldt det hele dramatisk fra hinanden. Det hele var formidlet mesterligt gennem en rammefortælling, hvor der blev leget med mængden af information, som de to detektiver var villige til at dele med andre end hinanden. Begge mænd var fejlbarlige, men også mænd med en egentlig underfundig forståelse af moral og retfærdighed. Og om end forråede af deres miljø var de på den måde også unægtelig relaterbare.
Gule konger og sorte stjerner
Modsat var der de alt andet end relaterbare skurke. Det lovecraftianske tema tilførte de okkulte mord mytologisk dybde, og det sumpede louisianske miljø udgjorde den perfekte scene til udfoldelsen af det lovecraftianske vanvid. Det var en sammenslutning ondskabsfuld nok til at være udtænkt i Cthutlhus egen hule. Forskellen på godt og ondt sløres undervejs, specielt i sekvenserne, hvor Cohle leger med nietzscheanske ideer om det eviges genkomst og K-teorier. De idéer lyder som et ekko hos skurkene Reginald Ledoux og Errol Childress. Eller måske er det omvendt, og derfor når man at mistænke Cohle en smule.
Brugen af lovecraftianske sorte stjerner og gule konger forvandler de filosofiske nietzscheanske ideer til det perfekt grundlag for et mord begået af en kultleder med visioner om transcendens. Man kunne ikke andet end at måbe, mens ondskaben udfoldede sig i sin yderste vederstyggelighed, og de to antihelte overvandt deres uenigheder for at fange skurkene. Men det var ikke kun hovedpersonerne og -skurkene som eleverede forstællingen til hæsblæsende højder. Alle bikarakterer leverede overbevisende præstationer. Selv dem, der kun fik tildelt en enkelt scene, overbeviste om deres autenticitet ved deres særheder (for eksempel damen med migræner og kemisk ætsede negle). Dette fungerede som en distraktion fra den scene, hvor vi først introduceres for den besynderlige mand på havetraktoren, som viser sig at være Errol Childress, “The Yellow King”.
Første sæsons succes kan næppe tilskrives Nic Pizzolattos enorme skrivetalent alene, også Cary Joji Fukunagas utrolige instruktørarbejde og T Bone Burnetts ildevarslende soundtrack må krediteres. Mens der har været stor fanfare for den otte minutter lange scene med ‘Crash’ og rockergruppen i ghettoen, insisterer jeg på, at seriens bedste scene, er Cohles besøg hos pastor Edwin Tuttle. Da Cohle konfronterer ham, titter konspirationen ud fra bag sløret. Det er ikke så meget Tuttles reaktion, men nærmere den diskrete og alligevel afslørende underlægningsmusik. Ved hjælp af et par toner fortælles vi, at der er mere at afdække, et eller andet større og horribelt puslespil, som skal samles. Pointen er, at selv fra de mest bombastiske og dramatiske scener til de umiddelbart mest harmløse ligger en betagende sans for detaljer.
Fanteori om Rustin Cohles tatovering
Ifølge en fanteori forestiller Rustin Cohles tatovering skelettet af en isfugl. Isfugl på engelsk hedder “kingfisher”.
Flere forsøg på at eftergøre succesen
Anden sæson var et forsøg på et helt andet koncept (tragedien), hvilket i sig selv var beundringsværdigt set i lyset af første sæsons succes, og den havde da også sine lyspunkter. Men den utroligt forvirrende historie, der havde kampen mod altomfattende korruption som hovedtema, var slet ikke lige så interessant, og for ugennemtænkte baggrundshistorier blev fordelt tyndt på for mange hovedkarakterer. Tredje sæson fulgte og mindede mere om første, med flere gode beslutninger fra producenternes side, mens andre, graverende valg hindrede den i at nå første sæsons kvalitet. For det første var den simpelthen for gentagende. Den var også formidlet i en rammefortælling med hovedkarakter Wayne Hays, der blev interviewet af en journalist, detektivparret begik også et mord og dækkede over det og endelig genforenedes de også mange år efter for at opklare sagen en gang for alle. På den anden side inkorporerede den intet lignende første sæsons skurkes ondsindede og forskruede motiver.
Hvad er problemet med det? Som Cohle siger, for enden af så mange drømme er der et monster. På samme måde er en antagonist et fast inventar, en integreret strukturel komponent i en historie. Til slut konfronterer vi antagonisten sammen med vores helte. Jo værre en antagonist, jo mere intens en konfrontation, eksemplificeret ved Errol Childress ondskabsfuldhed, som endda overgik Reggie og Dewall Ledoux’ nedrige gerninger.
10 år efter får vi fjerde sæson. Historien drejer sig om to betjente, som modvilligt må genforenes og løse gåden om en håndfuld myrdede videnskabsmænd på en forskningsstation. Hvorfor modvilligt? Fordi de for år tilbage dræbte en fyr, der fortjente det og dækkede over det. Lyder det bekendt? Hvis ikke, er der brugen af spiralen, Tuttle-organisationen og Travis Cohle, Rustin Cohles far. At Rustin Cohles far i første sæson skulle være døende af leukæmi, og at han måtte besøge ham i Alaska, er et skalkeskjul for, at Rust kan genoptage sit arbejde under alteregoet Crash og infiltrere rockergruppen for at fange Ledoux-brødrene, men i fjerde sæson tages det højst tvivlsomt an som en bogstavelig sandhed. Her dukker Travis Cohle op som et vejvisende, dansende spøgelse og tidligere elsker med karakteren Rose Aguineau, som også kan bande rigtig meget.
“And like a lot of dreams… there’s a monster at the end of it.” – Rustin Cohle
Endeløse og meningsløse referencer
Brugen af spiralen antyder, at der er ugler i mosen på et meget større plan, og det samme gør umiddelbart Navarros søsters indlæggelse på “The Lighthouse”, hvor mærkelige hændelser overgår patienterne. “The Lighthouse” er en del af Tuttle-imperiet. Men som i sæson tre bliver referencerne til den første i fjerde sæson ikke til andet end en tyvagtig afledningsmanøvre. Min taknemmelighed for, at de ikke hev Matthew McConaughey og Woody Harrelson med ned i det her makværk, skal indskydes her. Det ville have ødelagt alt, der blev stablet på benene i første omgang, for det ville have gjort det umuligt at abstrahere de to sæsoner fra hinanden.
Men hvad skal vi stille op med referencerne? I den foregående sæson viste de sig at være ubetydelige og blev brugt i et begrænset omfang som små fodspor, der lokkede os væk fra hovedvejen for en stund. I fjerde sæson derimod er de appliceret meget rundhåndet, med spiralen i mere eller mindre hvert eneste afsnit, og hentydninger til, at den er meget ældre og vigtigere end tidligere antaget. Og hvad så? Så åbenbart ikke mere. Hvad angår disse angiveligt vigtige spor, forklarer lederen af de morderiske, og dog af hovedpersonerne frikendte, indfødte amerikanere, at en uopklarede afhugning af offeret Annie Kowtoks tunge, ikke er en del af deres fortælling. Det informerer ikke kun de to detektiver om, at kvinderne ikke har skyld i den del, men også os seere om, at vi ikke får svar på mysteriet, hvis historie det så er en del af. Skal vi bare se bort fra den information og acceptere, at der ingen uddybelse gives? Eller forventes vi at tro på, at det handler om skjulte alligatorer i sumpen omkring os, som Cohle formulerer sin teori i første sæson? Jeg ved det ikke, og det finder vi så heller ikke ud af.
Derudover er der spørgsmålet om hallucinationerne. Som Rustin Cohle oplevede i første sæson, er der flere af fjerde sæsons karakterer, som hallucinerer. Men hvad der forklares som resultatet af nerveskader pådraget i tiden som undercoveragent i narkoafdelingen for Cohle, og altså ikke ægte manifestationer uafhængige af karakterens mentale tilstand, fremføres som meget mere virkelige tegn på supernaturalisme i fjerde sæson. Vi skal ikke langt ned på analyseniveauet for at etablere følgende: supernaturalisme har ikke det fjerneste med True Detectives DNA at gøre. Ikke engang Cthulhu-mytologien ændrer på det faktum. Al snakken om “The King in Yellow” og “Black stars of Carcosa” var i sidste ende bare en metapsykotisk sindssygesnak, som Cohle forklarer. Jeg vil påstå, at vi kan udelukke enhver overnaturlig hændelse i første sæson med absolut endegyldighed og sikkerhed.
Misforståede supernaturalistiske klichéer
Så hvad er funktionen i fjerde sæson? Døde mennesker advarer vores levende karakterer om dette og hint, enøjede isbjørne dukker pludselig op på de snedækkede veje og appelsiner ruller rundt på gulvet, uden nogen har kastet dem. Jeg tror, det er et mislykket forsøg på at tilføje en eller anden form for intensitet. Men det falder fuldstændig til jorden, som det så ofte er tilfældet med lignende gyserklichéer. Og det i endnu højere grad, når det virker som et led i en plan om at få hovedpersonerne til at konfrontere deres indre dæmoner. For eksempel er der Navarro der skal se sin indfødt-amerikanske arv i øjnene, og Danvers’ undertrykte behov for at skue år tilbage mod kilden til sit traume, hvor hendes barn døde i et biluheld (lyder dette for resten ikke også bekendt?).
At de seks afsnit er fyldt til randen med gyserklichéer indikerer, at producenterne forvekslede selve seriens genre fra starten. Man sidder ikke med fornemmelsen af, at folkene bag overhovedet gennemså første sæson. De kunne i hvert fald ikke have forstået den. Endvidere er instruktionen af fjerde sæson afskyeligt dårlig. Alle bliver konstant afbrudt af opkald fra folk, der trækker dem et andet sted hen. Som et resultat kastes seeren fra scene til scene i et afsindigt tempo, hvorfor man ikke får muligheden for at fordybe sig i plottet eller dialogen. Man kunne næsten mistænke det for at være en bevidst strategi for at distrahere os fra det mangelfulde, dårligt udtænkte plot, dialogen, som er blottet for al intellektuel dybde, og karatererne, som er overfladiske stereotyper uden ægte nuancer eller dilemmaer.
Selv en sværvægter som Jodie Foster, der blandt så meget godt kan skrive hovedrolleindehaver i “Silence of the Lambs” på CVet, er ikke i stand til at kompensere for manglerne i manuskriptet og instruktionen. ‘Gætteleg med Liz Danvers’ er sådan, jeg forestiller mig, man tænker om politiarbejde, hvis man ikke har sat sig det nærmeste ind i det. ‘Stil det rigtige spørgsmål’, bjæffer Danvers ad sine kolleger ved flere lejligheder, selv når deres spørgsmål komisk nok virker både relevante og interessante. Men Liz ved bedst, må vi forstå. Og vi skulle jo nødig få svar på nogle af de spørgsmål, som forfatterne umiddelbart ikke selv har svar på.
Cthulhu – The Green Eared Spaghetti Monster
I første sæson udarbejdes der en fantomtegning af “The Green Eared Spaghetti Monster” (Errol Childress) baseret på offeret Marie Fontenots vidnesbyrd. Ligheden med Lovecrafts mytiske, kultiske urvæsen Cthulhu (på billedet til højre) er ikke til at tage fejl af.
Hvad skal HBO gøre med True Detective?
Her er et af de rigtige spørgsmål til HBO. Hvordan skal jeg investere mig selv i dialogen og plottet og interessere mig for karaktererne, når deres manuskriptforfattere og producere ikke engang gider? Hvis de havde forsøgt at forklare deres karakterers motivationer, ville de nok have oplevet det som en meget svær øvelse. Som seer forstår jeg det i hvert fald ikke. Hvorfor skal hendes medskuespillere og vi konstant slå os på af den ultratykke, afvisende skal, Danvers har indhyllet sig selv i? Er det en nuanceret fremstilling af en virkelig person med indre stridigheder? De samme spørgsmål kan egentlig stilles Navarro. Hvorfor skulle Hank Prior beslutte sig for at løbe ærinder for chefen for minen, Kate McKittrick, med den tænkelige konsekvens at skulle slå sin kollega ihjel foran sin til hende hengivne søn? Hvorfor følger Pete Prior hvert enkelt af den utålelige Danvers’ vink, mens han ukritisk risikerer sit ægteskab, dræber sin egen far og skiller sig af med hans lig ude på isen med blot en teenagers utilfredse, mugne ansigtsudtryk som tegn på anger? Hvilke grunde har Danvers’ chef Ted Connelly til at deltage i mørklægningen af konspirationen i politistyrken?
Som seer har jeg ingen idé om, hvordan jeg skal besvare de så talrige, så afgørende spørgsmål, og det kan simpelthen ikke være meningen. Man kan sagtens lade dele af mysteriet være uafklaret. Det gjorde de mesterligt i første sæson. Men jeg kan ikke forklare de ubesvarede spørgsmål med dybere årsager end, at de giver narrativet en eller anden falsk og forceret fremdrift. Vi tages fra scene til scene i vedvarende forvirring. Og siden jeg ikke kan identificere karakterernes motivationer, er jeg aldeles uinteresseret i at prøve at forstå deres handlinger. Nogle vil argumentere for, at jeg ikke bør sammenligne den fjerde sæson med den første, men se den i dens egen ret. Det hører man så ofte. Men hvorfor skal jeg ikke sammenholde de to? Skal jeg acceptere uden indvending, at serien er degenereret fra det fremragende til det værre end middelmådige? Findes der ikke en eller anden usagt forpligtelse til at sigte efter pletten igen, selv når man har ramt den før?
Vidste du, at…
Matthew McConaughey som forberedelse til rollen udarbejdede en 450-sider lang analyse af Rustin Cohle. Den bestod af fire faser: Cohle i 1994, 2002, 2012 og Crash.
Hvis jeg forsøgte at bedømme dem adskilt, kunne jeg ikke. De konstante referencer til den første sæson har umuliggjort det i praksis, hvis ikke teoretisk. Og selv hvis jeg kunne, ser jeg ikke, hvordan det skulle forbedre den. Jeg ser ikke, hvordan man kan forsvare de filmtekniske og fortælletekniske valg. Sæsonen er ikke kun den første, men endda også de to foregående underlegen på alle aspekter. Den havde stort potentiale med det miljøet i Alaska og skuespillerensemblet, men endte som en iskold prut. Det unægteligt flotte miljø og de få glimt af godt skuespil kan ikke opveje manglerne.
En fans opfordring
Ikke overraskende valgte HBO efter første sæson at forlænge serien fra en miniserie til en antologiserie. Det skyldtes blandt andet, at afsnittene gennemsnitligt blev set af 11.2 millioner, og at den modtog høje vurderinger fra både kritikere og seere, selvom den ikke var egnet for familier. Hvorfor lod HBO en relativt uprøvet instruktør og forfatter som Issa Lopez stå for en af deres største serier, hvilket True Detective uden tvivl er? Man kan ikke lade være med at tænke, at visse kvoter skulle opfyldes. Selv hvis det ikke er tilfældet, viste det sig, at hun var den forkerte kvinde til jobbet.
Tak, HBO, for i det mindste ikke at tvinge mig til at gennemse de sædvanlige otte afsnit. Det eneste reelt positive ved fjerde sæson er dens relativt korte længde. Man kan håbe, at den næste sæson, hvis den bliver til noget, når de samme artistiske tinder som første sæson, men jeg tror ikke på det. Faktisk ved jeg, efter at være blevet skuffet tre gange i streg (og denne sidste gang dybest af alle), at den ikke når dem. Det er tid, HBO. Afliv den gamle, syge hund, inden I besudler arven fra første sæson ud over alle grænser. Det er den eneste respektfulde beslutning.