af Niklas Miranda / Anmeldelse / Marts 2024
Dune: en science fiction-mastodont
Med samlede budgetter på næsten 2.5 milliarder kroner er Dune: Del 1 og Dune: Del 2 vaskeægte Hollywood blockbustere. En betydelig mængde landes bruttonationalprodukt kan ikke måle sig med de summer. I skrivende stund har den første tjent sig selv ind cirka tre gange, og den anden når formentlig også samme højder. En kommerciel succes, men er det også gode film? De er blevet mødt af bred tilfredshed blandt publikum og anmeldere. Den første høstede blandt mange priser seks Oscars. Anden del vil formentlig også blæse benene væk under næste års Oscars show.
Så meget skal gå op i en højere enhed for den grad af succes, at det næsten virker umuligt. Det starter ved Frank Herberts fortælling. Forfatteren brugte seks år på research, før han i 1965 udgav den første Dune-roman. Science-fiction romanen, som altså gik forud for eksempelvis Star Wars, er siden blevet en kultbog. Herbert skrev selv yderligere fem bøger i serien, og hans søn Brian Herbert fortsatte sammen med forfatter Kevin J. Anderson skrivningen baseret på tusindvis af faderens noter.
Enkeltdelene i det harmoniske hele
Bare i den første bog introduceres man for et usædvanligt indviklet univers og utallige sammenflettede intriger. Der er de politiske magtkampe mellem de store, adelige huse og imperiet med Kejser Shaddam IV. Der er de magtfulde Bene Gesserit’er, der fungerer som konkubiner og vejledere for de mægtige huse, men sideløbende og i det skjulte udfolder deres egen interne dagsorden.
Der er planeten Arrakis, en ugæstfri ørkenplanet med de barske, indfødte frimenere, kolossale sandorme og det altafgørende krydderi, som gør rumrejser mulige. Og i midten af det hele er der Paul Atreides, et af Bene Gesserit-ordenen fremavlet produkt (kaldet Kwisatz Haderach) med synske evner og for de undertrykte frimenere frelserskikkelse, der med sin familie fanges i de adelige huse og kejserens magtstrid.
Bene Gesserit er latin for “velopdragen”, mens Kwisatz Haderach er hebraisk for “forkortelse af vejen”
He tells us ‘The vision of time is broad, but when you pass through it, time becomes a narrow door.’ And always he fought the temptation to choose a clear, safe course, warning ‘That path leads ever down into stagnation.’ – From ‘Arrakis Awakening’ by the Princess Irulan
At forestille sig fremtiden
Hvordan adapterer man til film en sådan fortælling, hvis kompleksitet man som læser eller seer så nemt kan blive kvalt i? Det gør man åbenbart med bravur, hvis man er franskcanadiske Denis Villeneuve. Da Christopher Nolan i en samtale spurgte Villeneuve ad omkring processen at forvandle Dune-universet til filmlærredet, svarede Villeneuve, at han selv omsatte bogen til et visuelt udgangspunkt i storyboarding. Det vil sige, at instruktøren, før der overhovedet var kameraer eller skuespillere til stede, selv havde formet Dune som illustrationer – og det ned i de mindste detaljer.
Det tog Stellan Skarsgård syv timer at få proteser og makeup på. Han drak intet i løbet af dagene og tog imodium for at modvirke toilettrang.
Glimt ind i en virkelig verden
Instruktøren har før demonstreret evnen til at stable fantastiske sci-fi historier på realistiske ben med Blade Runner 2049 og Arrival. Villeneuves visioner vækkes også i Dune til live i en først og fremmest visuelt betagende futuristisk verden, hvilket uden tvivl delvist skyldes valget at bygge omfattende filmset og rekvisitter, dels at meget af filmen blev optaget i Mellemøsten. Resultatet af den minimale brug af CGI-effekter er et univers, som rent faktisk virker tænkeligt og føles ægte. Rebecca Ferguson (Jessica) talte for eksempel positivt om den effekt på skuespillet, det havde at gå igennem ægte sand under indspilningerne i Jordan.
Maestroen betvinger Dunes sand
Over filmen stryger et soundtrack fra ingen ringere end Hans Zimmer. Den legendariske komponist afslog et tilbud fra sin tro samarbejdspartner Christopher Nolan om at tage del i skabelsen af Tenet for at kunne bidrage med musikken til Dune. Fra soundtrackets insisterende trommen lægger der sig en atmosfære af oldtidsstammekrig over filmen, selvom den er futuristisk. Det velkendte blander sig elegant med det ukendte. Lydproducenterne har også forsøgt at indfange den helt specielle, hval-agtige lyd, vind kan lave på sandet. Og den rytmiske lyd, som er så afgørende at undgå at lave på Arrakis, hvis man ikke vil tiltrække de enorme sandorme, er tænkt ind som et konstant lydspor.
Den tragiske helts dilemma
Selve handlingen er båret frem af kompetent skuespil over hele linjen. Det er værd at nævne Ferguson rollen som omsorgsfuld mor og manipulerende Bene Gesserit og Austin Butler som den ækle, psykopatiske Feyd-Rautha Harkonnen. Vigtigst af alle er naturligvis Timothée Chalamet, der tilsyneladende ubesværet indtager rollen som den rasende interessante hovedfigur Paul Atreides.
Paul er splittet mellem sin egen identitet og ønsket om et normalt liv på den ene side og sin overnaturlige, forpligtende, profetiske evner på den anden. I bogen er der lagt mange kræfter i skildringen af Pauls indre strid, og blandt andet Prinsesse Irulans fragmenter bruges noget mere effektivt til at fremhæve det i bogen end i filmen.
Her har vi ikke bare et instrument til at drive handlingen frem, men et ægte dilemma! Skal Paul klamre sig til sit tidligere liv, sit ophav, sin selvforståelse og sin forelskelse, eller skal han overgive sig til sin skæbne og omfavne sin rolle som frelser for frimenerne og på den måde risikere at være skyld i milliarder af dødsfald, give afkald på sin egen integritet og miste sin elskede? Ved at vælge det sidste bliver han det, han hader og frygter, men det er den eneste farbare vej frem, han aner med sit forsyn. Alle andre fører til nederlag og udslettelse.
I en tid, hvor vi drukner i virkelighedsfjerne usårlige superhelte, finder vi i Paul Atreides en tragisk helt, som ofrer sin egen person for den højere sags tjeneste. Måske er det et nødvendigt valg, men det er ikke et sympatisk valg. Læser man den første bog, får man ligefrem svært ved at holde med den dybt desensibiliserede krigsmaskine Paul mod slutningen.
Små anker i det store billede
Der er foretaget mange forståelige valg i remedieringen fra bog til film. Baggrunden for valgene var planen om at fordele handlingen fra første bog over to film og så lave den tredje baseret på plottet i anden Dune-bog (Dune Messiah). Her skal indskydes, at Denis Villeneuve har givet udtryk for, at han gerne vil lave tre, men også maksimalt tre, Dune-film. Ethvert valg er også et fravalg, og der er mange fede detaljer fra bogen, jeg savner.
Leto Atreides og Jessica indgår en aftale om at fremstå splittede. Det er en plan støbt under presset fra Harkonnen-klanens strategiske udspil. Hvis man mener, at Harkonnen-klanen udgør en undervældende trussel, kunne de scener fra bogen, som accentuerer Leto og Jessicas desperation, måske have været med til at lette den specifikke anke. Der er heller ikke brugt meget tid på de ekstremt potente menneskecomputere Mentaterne, hvilket er lidt ærgerligt.
Mere tid kunne også være brugt på de år, Paul og Jessica tilbringer hos frimenerne før kampen mod Harkonnen’erne. Man har komprimeret de fire år hos frimenerne til måneder, og Pauls søsters tilstedeværelse er kun i forsyn og som foster i Jessica, der fortolker hendes spørgsmål. Hvorfor er det ærgerligt? Fordi Pauls søster ikke kun stiller nogle ekstremt indsigtsfulde spørgsmål, hun er selv både et Bene Gesserit-produkt og formet af sandormenes essens. En funktion ved søsteren kunne have været at afgive den information (der blev udeladt i filmene), at ormene producerer krydderiet. En fireårig pige, som har synske evner, forstår strategi og politik og snakker som en voksen ville også have været en delvist komisk tilføjelse til en film, der, bortset fra et par kærkomne sjove øjeblikke med altid karismatiske Javier Bardem, er meget alvorlig.
Vidste du at, efter Mentat’erne havde truet menneskehedens eksistens og var blevet overvundet under den Butlerianske jihad, blev der lagt begrænsninger på avanceret teknologi (hvoraf Mentat’erne er en af de få undtagelser). Det menes at forklare de teknologiske begrænsninger i filmene.
Endelig kan jeg ikke andet end at begræde, at det af Fenring-parret kun er Margaret, som optræder i filmen. Efter sigende skulle Hasimir Fenring faktisk have været med i anden film, og Tom Blake Nielsen blev krediteret for rollen, men blev i sidste ende skåret fra. Mest af alt savnede jeg at se det opfindsomme kodesprog, gennem hvilket Fenring-parret kommunikerer med hinanden.
Jeg forstår godt utilfredsheden med, at etteren virker som en optakt til anden film, og ikke så meget en film i sin egen ret. Men selv de mest ærgerlige (fra)valg og ændringer kan ikke forpurre mit samlede indtryk af filmene. Alt i alt er de tro mod bogen, og det kommer som den mest naturlige forlængelse af, at Villeneuve og Zimmer, med sidstnævntes ord, begge er kæmpestore beundrere af kildematerialet. Personligt foretrækker jeg den tilgang snarere end en overbevisning om, at man skal tilpasse nyere tiders sociale kontekster.